Overlevelsesguide: Studenterugen
Studenterugen har netop ramt mange danske gymnasier, og det betyder en uge med fest og farver i spandevis. Det skal fejres, at man ikke længere skal kæmpe med danske stile, matematikafleveringer og engelskprøver, og det bliver det med fest til den lyse morgen. For nogle kan det godt være lidt en hård tid, og derfor får du her en overlevelsesguide til studenterugen.
Få styr på reglerne for huen
Traditionen med studenterhuen går langt tilbage, men den har udviklet sig noget, siden den famøse hue først så dagens lys tilbage i 1800-tallet. I dag er der for eksempel en masse (uskrevne) regler forbundet med huen, og de er værd at have styr på. Eksempelvis skal de to i klassen med henholdsvis størst og mindst hue give øl til hele banden. Ens sidste karakter skal skrives i logoet i indersiden af huen, og får man 12 til sin afsluttende eksamen, skal man ud at løbe efter studentervognen, når der skal køres studenterkørsel. Desuden skal der klippes en trekant i ens svederem, hvis man ser solopgangen efter en fest, og hvis man ene mand tømmer en kasse øl inden for 24 timer, skal der klippes en firkant. Der er mange flere, hvor de kommer fra, så sørg lige for at tjekke op på reglerne, inden ugen går i gang.
Arranger dit studentergilde
Hvis du vælger at holde studentergilde i selve studenterugen, er det enormt vigtigt, at du planlægger det godt på forhånd. Energiniveauet et sjældent særligt højt klokken 11 om formiddagen, når gæsterne kommer, hvis man har festet til klokken 5. Derfor er det værd at have godt styr på gildet, inden ugens strabadser begynder, så du blot skal stå op og lade dig fejre. I den forbindelse skal du også overveje, om der skal være nogle aktiviteter til gildet. Kommer dine venner og fejrer dig, er det eksempelvis meget sjovt at have nogle spil og lege klar, da I sandsynligvis skal holde endnu en fest om aftenen. Beer pong er en sikker vinder, og hvis vejret er godt, og I kan være i haven, bliver det ikke bedre. Du kan købe alt til den store Beer pong-turnering, herunder Beer pong-borde mv., så du roligt kan invitere klassekammeraterne med til endnu en festlig dag og aften.
Vær realistisk i din planlægning
Studenterugen ender oftest med at gå op i lige netop hat og briller, og derfor skal du heller ikke forvente, at du kan foretage dig alt muligt andet end at feste med dine venner og nyde, at flere års slid og slæb langt om længe er veloverstået. En frokost med bedsteforældrene lyder sikkert rigtig hyggelig, når de spørger tre uger i forvejen, men når du har festet til den lyse morgen samme dag, er det pludselig ikke særligt tiltalende længere. Ligeledes er det nok heller ikke lige denne uge, du skal ud at handle ind til sommerferien eller rydde op i klædeskabet. Sørg i stedet for at holde din kalender så fri som overhovedet muligt, så du kan koncentrere dig om studentergilder, studenterkørsel og studenterhuereglerne i stedet.
