Connect with us

Uddannelsesnetværket.dk

5 gode råd til bachelor- og specialeskrivende

Speciale og bachelor

Studieliv

5 gode råd til bachelor- og specialeskrivende

5 gode råd til bachelor- og specialeskrivende

Bachelorprojektet og kandidatafhandlingen er de naturlige afslutninger på de to uddannelsesforløb. Her får man mulighed for at fordybe sig i et interesseområde og bevise, at man er i stand til at anvende de redskaber og den metodik, man har tilegnet sig i løbet af uddannelsen.

Rigtig mange gruer dog denne tid med tonsvis af research og skriveri. I dette blogindlæg har vi samlet fem simple råd til den bachelor- og/eller specialeskrivende, som forhåbentligt kan gøre tiden med næsen i bøgerne en anelse mere overkommelig.

Lav en tidsplan – og hold dig til den!

At lave en detaljeret og struktureret tidsplan for selve dit speciale- eller bachelorforløb er en rigtig god idé. Tidsplanen fungerer som en rettesnor, så du hele tiden ved, hvad du skal lave, hvor lang tid du har til det pågældende afsnit, og om du i sidste ende når i mål til tiden. Selv den bedste tidsplan kan naturligvis ikke forudsige alting, men forsøg så vidt muligt at holde dig inden for de tidsmæssige rammer, du har opstillet.

Fokuser på det, som giver opgaven værdi

Rigtig mange studerende oplever uanset forberedelse og flid at være presset på tid. Vil du gerne undgå at stresse de sidste uger op til afleveringsfristen, kan du overveje at lade andre om at klare de mere omstændelige opgaver, herunder fx transskribering af lydfiler, korrekturlæsning, design eller sideopsætning. Disse ting er selvfølgelig vigtige i det samlede billede, men kan på den anden side sagtens varetages af andre, så du kan koncentrere dig om det indholdsmæssige.

Få de gode idéer ned på papir

De bedste idéer kommer typisk på ubelejlige tidspunkter – fx inden du falder i søvn, mens du står i badet eller ved køledisken i supermarkedet. Gør dig selv den tjeneste at få indskydelser og gode idéer ned på papir hurtigst muligt. Udskyder du det til næste dag, risikerer du at have glemt dele af eller sågar hele pointen.

Brug for Guds (og din egen) skyld din vejleder

Vejlederen er til for at hjælpe dig i forbindelse med dit speciale/bachelorprojekt, men mange studerende bruger dem desværre for lidt eller for sent i selve forløbet. Er der afsnit i din opgave, hvor du godt kunne bruge nogle faglige input, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at involvere din vejleder. Det er dog ikke kun en envejskommunikation – gør det klart over for vedkommende, hvordan og hvorledes du vil bruge ham/hende. Det gør vejlederens job nemmere og dine råd mere konkrete og relevante.

Interesse driver værket

Valget af emne, fokusområde og problemformulering er næsten lige så afgørende som selve skriveperioden – vælger du ”forkert”, er du måske allerede bagud på point, inden startskuddet har lydt. Vælg ikke et emne, fordi du tror, en censor eller eksaminator vil have interesse i det. Det er dig, som skal fordybe og engagere sig i et område, og derfor er det også dig, der skal have en eller anden form for interesse i at undersøge det pågældende felt nærmere. Måske har du tidligere arbejdet med lignende problemstillinger eller haft en holdning til emnet? Interessen er det, der får dig over målstregen, og som motiverer dig til at præstere.

Har du et speciale- eller bachelortip, som hjalp dig igennem strabadserne? Lad os endelig høre det i kommentarerne. På forhånd tak!

Læs mere
Læs også..
Click to comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mere om Studieliv

Mest læste

To Top